Hvad er Psoriasisgigt

Psoriasisgigt er en kronisk gigtlidelse der kan ramme psoriasispatienter. Sygdommen kan ramme såvel enkelte led som mange led. Sygdommen kan ramme med forskellig sværhedsgrad, og kan derfor også være mere eller mindre invaliderende for den der er ramt af sygdommen.

Denne gigtsygdom rammer ca. 5% af de patienter der har psoriasis. Sygdommen rammer oftest i 30-45 års alderen, og kun sjældent i barndommen. Sygdommen er lige hyppig hos kvinder og mænd. Der er dog den forskel at kvinder oftest rammes med dobbeltsidige gigtmanifestationer i arme, hænder, ben eller fødder. Mænd rammes derimod oftest i rygsøjlens led. Ud over ledsygdommen rammes patienterne oftest af negleforandringer.

Omkring 7 ud af 10 patienter har haft psoriasis i mange år, når psoriasisgigten starter.

Gigtsygdommen giver først og fremmest anledning til gigtpåvirkning af et eller flere led, symmetrisk eller ikke. Ved symmetrisk påvirkning af f.eks fingerled, dvs. de samme led på begge hænder, er det næsten umuligt at skelne sygdommen fra leddegigt.

Ledømhed og stivhed er klassiske symptomer. Symptomerne kan veksle fra små til mange gener. Ømheden rammer ofte fingerled, korsben og lænderyggen. Der kan være ledhævelse, varme og rødme af leddene samt smerter. Ledstivheden og smerterne er oftest værst om morgenen, hvilket medfører morgenstivhed og vanskeligheder med at komme i gang. Efter hvilepauser i f.eks. en stol optræder der også ofte stivhed og ømhed.